Måske er du stødt på begrebet ”Det vågne Menneske” og har undret dig over hvad det betyder.
Det er et spirituelt begreb, der henviser til mennesker, som er kommet til den erkendelse at de er mere end kroppen og personligheden, mere end det vi kan se og røre ved, og ved om os selv. Og således på et tidspunkt er ”vågnet op til” en ny bevidsthed om mennesket end den vi lærer i skolen. Den nye erkendelse af mennesket, som begrebet refererer til, handler om en udvidelse af den forståelse af mennesket som vi allerede har, med en åndelig dimension.
Mennesket som en tredeling
I teosofien beskrives mennesket som en tredeling af krop/personlighed og sjæl og ånd. Krop/personlighed dækker blandt andet det vi i et hverdagssprog forstår derved, imens sjælen forstås som det evige, udødelige ”menneske”, det oprindelige menneske og ånden/monaden ses som et højere princip, der er med til at igangsætte menneskets og sjælens evolution. Dets udviklingsrejse.
Psykologien forklarer endvidere noget om sansning, kognition, tænkning, om følelser, forholder sig til hjernens opbygning og skader deri, og ligger således tæt op af andre videnskabsgrene som cellebiologien, biokemien, sociologi og antropologi, samfundsvidenskab for blot at nævne nogle. Psykologi indgår i Hjerneforskning osv. osv.
Psykologien som videnskab er i bund og grund udsprunget af en klassisk naturvidenskabelig tænkning, der siger, at alt skal kunne måles og vejes i laboratoriet, før vi kan kalde det videnskab.
Sjæl og lære
Selve ordet ”Psykologi” er dannet af ordene Psyke, der betyder Sjæl og Logos, der betyder Læren om. Altså betyder Psykologi Læren om Sjælen. Samtidig findes fænomenet ”Sjæl” interessant nok slet ikke som et (anerkendt) begreb i psykologien som videnskab.
Med henblik på at forstå virkeligheden bedst mulig. Med henblik på at mennesket kan agerer mest kompetent i virkeligheden, øge vores bevidsthed i og om fænomenernes verden.
Universet var ikke kun et område omkring planeten jorden, der hang stjerner på næsten som julepynt, da europæisk videnskab beskrev dét. Der var stadig sort stof og sorte huller i universet da videnskaben ikke troede det muligt. Der foregik også biokemiske, elektriske og magnetiske processer i en menneskekrop, før vi havde opdaget det videnskabeligt. Bakterier slog ihjel, før vi havde indset det.
Videnskab ER udvikling, mere-forståelse hver gang vi forstår noget ”nyt” – hvilket reelt vil sige forstår NOGET MERE.
Videnskab kan således ikke være mindre-forståelse, i min optik.
Fx er det en berigelse for mange videnskabsdiscipliner, også psykologien, at naturvidenskaben opdager nye fascinerede forbindelser mellem tarmbakterier og hjerne, efter selvsamme videnskab, længe har troet at tarmbakterierne primært var til for at fordøje maden. Pludselig er tarmen en mulig medspiller i forståelsen af depressioner og andre psykiske lidelser og tilstande.
Videnskaben har stadig ikke afdækket hele økosystemet af milliarder af mikroorganismer, kan stadig ikke forklare hvad hele hjernen bruges til. Vi ved sågar endnu ikke helt eksakt hvad søvnen egentlig er til for. Hvilket jo heldigvis ikke hindrer os i at sove om natten. Eller hindrer at mikroberne arbejder indeni os.
Covid mutationerne kommer først, dernæst statistik derover og vacciner opfindes. Fænomenerne eksisterer altså før beskrivelserne af dem findes. Før vi mennesker får ØJE derpå.
Fænomenernes verden
For mig at se, er der derfor ikke et uvidenskabeligt modsætningsforhold mellem, at der findes naturgivne fænomener udover hvad mit eget fag og naturvidenskaben, og andre videnskabsretninger kan beskrive anno nu. For mig eksisterer der ikke KUN hvad vi mennesker ALLEREDE véd.
Jeg finder det helt modsat som logisk deduktion, at mennesket stadig lever i en fænomenernes verden, vi endnu ikke totalt har afdækket, som vi må og skal være nysgerrige på og åben over for – og forsøge at forstå – for netop en dag at kunne forstå så godt, at vi kan beskrive fænomenernes natur mere stringent, formelt og videnskabeligt. Ellers er ingen videnskabelig udvikling mulig. Ingen menneskelig udvikling mulig.
Men fænomenerne fandtes, spurgte man vores forfædre. Både i historiske perioder helt uden nogen videnskabs og begrebs forståelse/tænkning, men også i lange perioder med et mere filosofisk videnskabeligt end naturvidenskabelig fundament, som en tidlig tænker som Platon fx repræsenterer. Så bevægelsen fra den ene pol til den anden er, lidt kort og firkantet sagt, sjælens plads i menneskets udviklingshistorie. Fra at være det Vigtigste til slet ikke at Findes. Fra eksistens til ikke-eksistens.
Personligt lever jeg med et åbent nysgerrigt sind i en fænomenernes verden og nogle af dem, er til min store glæde velbeskrevne videnskabeligt, fx i mit fag psykologien. Imens andre fænomener endnu ikke er opdagede, eller ikke er aktuelt accepterede eller endnu ikke er beskrevet i moderne videnskab, men som fremtidens tænkning og metodik givetvis vil ændre på.
I mit personlige sind giver det dyb mening og genklang, at vi mennesker både er personligheden i kroppen/hjernen/nervesystemet/tarmen og hvad vi ellers ved for NU videnskabeligt om mennesket, og samtidig findes kroppen/hjernen/tarmen i personligheden, og derudover SOM ET MERE-fænomen (ikke et enten eller) er vi Sjæl og Ånd.
Sjælen er for mig ikke en modsætning til Psykologien. Men derimod et yderst væsentligt og spændende fænomen, som mit FAG (endnu) ikke har inkluderet i sin videnskabelige begrebsstænkning, selvom det har taget sit navn deraf.
Sjæl og psykologi
Sjælen kan altså i min optik ses som en Mere-forståelse, et mere Helhedsorienteret bud på hvad mennesket er end hvad personlighedspsykologien definerer mennesket som. På Hvem og Hvad vi egentlig er. Hvorfor vi egentlig findes. Hvad der er Meningen med menneskelivet. Spørgsmål der har drevet menneskelig tænkning, forståelse og derved udvikling fremad i tusinder af år.
Som hver konkret historisk tid på jord er kommet med sit eget lille forståelses bidrag til, i det enorme samlede puslespil, bestående af så uendeligt mange brikker, at det er ligeså uendelig arrogance at TRO, at vi som menneskehed kan SE det hele billede. Nu. Som tidligere. Hvilket hele menneskets udviklingshistorie er et massivt kludetæppe af eksempler på.
Menneskets historie, også videnskabens historie, viser hvor lidt vi hele tiden ved, og har vidst, imens vi troede at vi vidste det hele. Eller troede at vi vidste bedst. Dét er ikke mere-viden. Men mindre-viden.
Mere end et forståelses-system
Når jeg udover mit psykolog arbejde, tilbyder mig som spirituel coach og udbyder af holistisk baserede kurser. Så er det netop for de mennesker, der som jeg, finder mening i at også andre forståelsessystemer såsom teosofien og buddhismen, kan bruges som en MERE forståelse af hvem og hvad mennesket er.
Som kan bruges som et SUPPLEMENT til den aktuelle tids givne videnskabsforståelser af menneskets natur. Ikke som et enten-eller.
Men som et både-og. Måske et muligt nyt balancepunkt.
Derimod VED jeg, at mennesker faktisk kun kan TRO, at vi VED – fordi vi ikke med SIKKERHED kan vide at vi har alle faktorer i en given ligning/forståelse med – og således er alle mennesker reelt TROende i deres eget VIDENS system. Vi TROR, vi VED. Og VED ikke at vi faktisk blot TROR, at vi VED.
Et åbent udviklingssyn VED netop, at det IKKE VED alt, og TROR det heller ikke, og udelukker derfor ikke andre potentielt mulige spændende vinkler men undersøger dem. Med et åbent sind.