Jeg læste i dag en undersøgelse af 26.000 danskere, der undersøgte danskernes forhold til eksistentielle og åndelige spørgsmål i livet. I undersøgelsen svarer otte ud af ti, at de indenfor den sidste måned havde haft mindst ét stærkt eller meget stærkt eksistentielt eller åndeligt behov.
De 20 spørgsmål bredte sig fra spørgsmål om at have behov for indre fred, at tro på noget større eller føle sig som en del af noget større.
Virkeligt interessant, og noget trist, syntes jeg, er forholdet mellem at vi lever i et samfund hvor spiritualitet, åndelighed, religioner er tabuiserede, og hvor de helt store eksistens-spørgsmål:
- Hvad er meningen med livet.
- Med liv og død
- Hvad er vi i live for?
- Hvad skal vi her.
- Har livet en opgave med sig, eller er det frit for den enkelte at fylde på?
- Hvad er tomhed og angst, fylde og hvorfor findes sådanne tilstande?
De helt basale spørgsmål om det at være et menneske er ikke længere trendy at stille- og svarene føles nogle gange kun som mulige at finde ved egen forvirring og egen søgen i selvhjælpsbøger, podcasts og mere eller mindre tilfældige videoer, der dukker op på ens digitale medier.
Det åndelige er vendt ryggen
Vi har i Danmark af i dag vendt ryggen mod alle tidligere tiders filosofiske bud på livet af både verdslig som åndelig art i vores ensidige fokus på vækst og kapital. De nye fælles guder i både nord, syd, øst og vest.
Vi vokser i Danmark ikke længere op i familiesystemer, der har klare bud på Mening, som vi kan spille bold op af og lade os inspirere af eller afvise.
Vores skolesystemer er mere optagede af karakterræs og læringsmål og tests og konkurrence med kineserne end vendt mod klassisk dannelse, der berører livets store eksistens-spørgsmål.
Vi lærer mere om fejlfindinger og vurderinger end om glæde og trivsel af vores uddannelses systemer, der endvidere skal afkortes for hurtigst muligt at få os ud og skabe vækst i samfundet, indtil vi måske når en pension som 78 årige, kort før vi dør.
Vi arbejder ikke længere for at leve (og udvikles og bruge sin kreativitet), men lever for at arbejde. Eller rettere for at vækste økonomisk via forbrug. Frygthåndtere via opsparing, pension, ejerskab af fast ejendom.
Vi er på godt og ondt blevet efterladt alene i individet med alle de store livs spørgsmål. Uden nogen som helst vejviser.
Tro pokker vi bliver angste og alene og frygtsomme og triste, usikre og pressede som folkefærd. Eller bare ikke rigtigt kan se fidusen med at knokle sig ihjel blot for at kunne forbruge af de ressourcer en ligeså udmattet klode, skal ligge krop til. Som det eneste formål med livet. Det bliver for meningstomt.
For ligegyldigt for mange af os
Åndelig og eksistentiel krise
Det afspejler en åndelig og eksistentiel krise i det moderne danske menneske, når 8 ud af 10 savner, mangler, efterspørger noget som ikke længere prioriteres eller tilsyneladende findes i vort samfund.
Hvilket afspejler, i min optik, at vi er kommet alt for langt væk fra menneskets egentlige natur design og hvad der følger med af behov, overvejelser, valg i forhold til mål og menig, lykke og væren.
Lever vi fysisk et usundt liv med kun ligegyldig sjælsløs junk food uden ordentlig næring og vitaminer og mineraler, ja så bliver vi på et tidspunkt dårligt fungerende eller syge.
Det undrer ingen danskere.
Men at vi lever menneskelige, psykiske liv, uden sund næring og vitamin/mineral tilskud og at det giver tomhed og utilfredshed og mistrivsel er åbenbart meget svært at se samme logik i.
Omend samme logik netop findes. Netop fordi noget er natur og design i mennesket. Længe inden vi opfandt vækstguderne og sangen imod eksistensen, imod sjælen.
Imod at livet har en meningskarakter. Imod at vi kun findes selv. Som individ. Som art.
Man kan godt gå imod naturlovene – de fysiske love – det gør vi mennesker rigtigt meget – se på klodens og menneskehedens funktionsniveau.
Men det er sjældent klogt.
For uanset hvad så ender fysikkens love nu engang med at vinde.
Således lykkeligvis også for mennesket.
Vi har brug for mål, vej og mening for at fungere. Brug for at være til og arbejde for andet end vækst. Vi har brug for at være på jord for andet end at rode i egne små navler. For at være levende fejlbarlige menneskelige dynamiske væsener fremfor perfektions ensartede kedsommelige farveløse robotter.
Og dette behov vælter frem på et tidspunkt i de fleste menneskers liv, er min erfaring.
Er den menneskelige psykes evolutionserfaring beskrevet gennem historien, fortællingerne, eventyrene, romanerne, filosofierne, religionerne gennem tiderne.
Der er håb!
Ganske som dagens undersøgelse viser: 8 ud af 10. Det giver mig håb.
Måske vi i nutiden kan ende med en bedre, og tale højere om, balance mellem nyt og gammelt ved at forholde os til respekten for menneskets design og natur, i et selvfølgeligt evigt udviklende også nyt design og nye behov.
Men noget er naturgivent.
Fysikkens og psykens lovmæssigheder vinder altid. Om vi gider det eller ej. Forstår det eller ej. Respekterer det eller ej.
Det ER faktisk vejvisere. Både til de store som små hverdagsspørgsmål.
Check det selv.
Hvordan er din psykiske, menneskelige, eksistentielle, fysiske tilstand, når
– Du har kærlighed i livet
– Du har kærlighed til dig selv
– Når du oplever at du hører til i grupper, fælleskaber, tankemønstre
– Når du har et bevidst forhold til mening med dit liv
– Har sluttet fred med at du en dag skal dø
– Føler du er til gavn og gør en forskel
– Kender dine værdier og lever efter dem
Og hvordan føles livet og hvordan fungerer du, når du ikke har disse parametre på plads.