Her et par år efter Corona blev et alment kendt begreb af samtlige mennesker på jord, er flere danske læger begyndt at stille det interessante spørgsmål: Hvornår må vi dø? Dette selvfølgelig med referencer til, hvor lang skal og må og bør vi gå, som et velfærdssamfund, for at holde os alle i live?
Under en epidemi, ved prioritering af dyr medicin og specialbehandling; ved livsforlængende indgribende behandlinger for måske en yderst kort periode af tid, set fra samfundet og samfundsøkonomiens perspektiv, men samtidig dén livsnødvendige sidste mulige tid for konkrete mennesker. Familier.
Hvor stopper og begynder Lægeløftet om dødens korrekte tidspunkt for den konkrete døende og spørgsmålet om genoplivning. Spørgsmålene og dilemmaerne er mange og absolut relevante, at diskutere og tage stilling til.
Døden
Døden. Allerede nu, kære læser, har du garanteret nogen eller megen impuls til at undlade at læse videre. Det er nemlig, hvad selve ordet ”døden” vækker i rigtig mange danskere. Lysten til undgåelse.
Det må blive en anden dag, man liiiiige forholder sig til det. Pludselig er ”den anden dag” opstået. Akut. Ud af det blå. Blevet til NU. Via en diagnose. En dødsdom. Via et dødsfald. Og vi må midt i krisen, tabet og sorgen til at forholde os til Døden oveni. Og først da. Hvor vi i forvejen har nok at gøre.
Danskernes undgåelsesadfærd – og også helt modsat: overbekymringsadfærd – overfor døden giver os meget unødig lidelse. For døden er det eneste sikre ved livet. En dag må vi alle slippe kroppen, lade den gå i opløsning. En dag må vi alle slippe bevidsthedens oplevelse af sanseindtryk gennem kroppen. Slippe fornemmelsen af den indre personlighed og den ydre virkelighed, som vi kender den, gennem det levede fysiske liv.
Døden skræmmer
Allerede ved ovenstående beskrivelse og medfølgende forestilling, kan rigtigt mange af os udløse et angstanfald. Tanken om dødens eksistens i menneskelivet var sikkert også skræmmende for mennesket for 100 siden, men udløste dengang næppe angstanfald i en grad, som blot tanken om at døden findes, gør i rigtigt mange danskere af i dag.
I dag møder vi som familier typisk op og siger farvel til den døende på plejehjemmet eller på sygehuset eller på et hospice, imens det er personalet der (hvis tid dertil), må håndtere faserne i selve den fysiske død, omsorgen, må skabe tryghed og håndtere (hvis tid dertil) den eventuelle frygt og angst, smerter den døende udviser. Institutionaliseringen har fremmedgjort os for processer, der tidligere i historien, foregik lige for næsen af os, som vi levede i og med, og derfor fik et forhold til. Og derved lærte os noget om hvordan man håndterer. Ved at se på hvordan de mere erfarne opførte sig.
Ingen lærer os om døden
Den type læring om døden har vi ikke tilgængelig i dag i Danmark. Vi går til konfirmationsforberedelse, til fødselsforberedelse (hvis der ellers er jordemødre dertil). Vi forbereder os på at blive billister, ved at lære at køre bil og lære om teori. Vi tager søfarts kurser, for at lære at føre en båd. Vi lærer at børste tænder, og gå til tandlæge regelmæssigt, så vi ikke ender med at få Karius og Baktus på besøg eller bakteriel betingede hjerteproblemer.
Skolen lærer os at læse og regne og skrive, om historie og ytringsfrihed, menneskerettigheder så at vi kan klare os i samfundet. På gymnasiet lærer vi om samfundets opbygning og bagvedliggende strukturer, så vi kan lære at gebærde os som borgere i en omverden.
På universiteterne lærer vi at lære. Men intet sted i et typisk dansker liv af i dag, lærer vi noget om døden – medmindre vi opsøger den viden selv – før vi pludselig selv er involveret i død.. Og måske først i Kirken, når Præsten taler om livet og døden, og vi alligevel er i smerte, forholder vi os lidt til, hvad døden mon egentlig er for noget.. Måske får savnet af den afdøde os til at opsøge en clairvoyant. I tabubelagt privathed. Måske overvejer vi lige i dét moment om der findes evigt liv? Sjælegrupper der mødes igen? Om der er et Helvede og en Himmel, og i fald, hvad det mon er for noget.
Frygt og utryghed
Mennesker er rigtig dårlige til at være i noget ukendt. For det Ukendte er Utrygt. Uforudsigeligt. Ubehageligt. Giver Uro. For nogle personlighedstyper selvfølgelig mere end for andre, fordi nogle reagerer hurtigere med ængstelse og bekymringer end andre, og andre igen forsøger at forholde sig mere problemløsende til tingene.
Men generelt et menneskets hjernedesign sådan, at vi er indrettede til at bekymre os. Især om det Ukendte. Om det Uforudsigelige. Det har været nødvendigt for overlevelsen gennem vores evolution. Og hvis der er noget der for alvor er ukendt i et menneskeliv, ja så er det altså dødens natur.
Frygt og bekymring – og i øvrigt også stress – er forbundet med det område i hjernen, der kaldes amygdala, som stort set er forblevet uforandret igennem menneskets udvikling. Amygdala aktiveres og sætter det autonome nervesystem i gang, som styrer vores hjerte og vejrtrækning, når vi er på ukendt territorie, som jo principielt kan være potentielt farligt tiger land.
Det er derfor at bekymring, frygt og overtænkning kan føre til hjertebanken, rysten og hyperventilering – altså til den tilstand, som vi kalder for et angstanfald. Hjernen reagerer i praksis på frygtsomme bekymringstanker, som stod der en levende tiger foran dig.
Undgåelse giver angst
Det er grundet dette designforhold, at vi i psykologien siger, at angst næres af undgåelse. For alt hvad vi undgår, som vi frygter, og ikke får håndteret, vedbliver med at være ængsteligt potentielt farligt ukendt tiger territorie, og så reagerer hjernen altså derefter. Således også for dødens vedkommende. Det samme sker med en overbekymringstænkning: angstfuldt negativ rumination om dødens komme, som vi ser det i dødsangst. Hjernen ser den potentielle tiger og amygdala aktiveres. En ufattelig indflydelse denne lille mandelstørrelse i hjernens tindingelapper, har på menneskets liv og trivsel.
Vi mennesker bestemmer ikke at døden findes. Vi bestemmer ikke selv hvornår og hvordan vi kommer til at dø. Vi bestemmer ikke hvornår vi mister dem som vi elsker. Om afslutningen bliver fuld af fysisk smerte eller ej. Langvarig eller hurtig.
Men vi bestemmer derimod selv om vi vil lade døden eksistere som noget fuldstændigt ukendt, fuldstændigt uerkendt, ureflekteret i vores bevidsthed, ved at undgå emnet. Eller om vi vil gøre det Ukendte Kendt, så godt som vi nu engang kan det, imens vi er i levende live. Vi bestemmer selv – via undgåelse, dødsangst eller refleksioner om døden – om vi vil have amygdala aktivering ift. døden, så vi næsten ikke magter at forholde os dertil af bare panik, eller om vi vil tilvænne os, at vi skal dø en dag. At vi en dag må tage afsked med alle dem vi elsker, så at vi, når tiden engang oprinder, kan gå igennem med mindst mulig frygt. Og mest mulig afklaring i forhold til situationen.
Vi bestemmer selv om vi tager Opgaven på os eller om vi lader være dermed. Om vi prokrastinerer.
Ukendt til kendt
Det Ukendte kan kun gøres Kendt, og dermed tryggere, ved at det besøges, så vi lærer det at kende. Det er principperne om vi mennesker skal lære ny matematik, gå til eksamener, køre bil i et nyt land eller skal forholde os til store eksistensemner, såsom døden. Inspireret af en zenbuddhistisk munk, starter jeg selv hver dag i livet, når jeg vågner, med at minde mig om, at jeg skal dø.
Det kan lyde frygteligt trist og morbidt, men er præcist det modsatte. Dels tilvænner jeg derved mig tanken om dødens komme, så frygten minimeres over tid. Dels træner jeg samtidig at håndtere frygt, og via åndedrættet at gå igennem hjernens amygdala respons, til der igen kommer ro på – også temmelig praktisk at kunne, når dødsprocessen bliver virkelighed for mig en dag.
Endelig gør tanken om, at dette liv som det findes lige nu i denne min eksistens, mig mere taknemmelig og ydmyg overfor livet. Prøv selv. Hvis du går udenfor dit hjem om morgenen, i bevidstheden om, at du en dag – måske i dag – forlader denne smukke jord. At denne naturens skønhed og livets iboende muligheder ikke er evigt tilgængelig, ja så er morgenrødmen altså ekstra smuk.
Luften føles særlig livsgivende i lungerne og fuglenes sang gør ekstra indtryk. Lyden af fodsålerne i frost. Fornemmelsen af tøjet på huden. Alt bliver ekstra intenst. Næsten poetisk og magisk. Fordi jeg i det NU er rigtigt nærværende med livet. Er i kontakt med livets betingelser. Eksistensens vilkår. Fordi jeg er bevidst om, at dette ikke varer ved for altid. Men alt sammen kun er til låns. Et bittersødt smukt og dybt øjeblik.
Et visdommens stærke moment.
Indtil jeg igen mister nærværet med Livets manglende selvfølgelighed, ved at gå i et med dagens livsprocesser, og jeg derfor igen glemmer at jeg er i live og skal forlade det liv en dag. Indtil næste morgen. Hvor jeg igen minder mig om det hele på ny.
Dødsforberedelse
Forberedelse til døden kan ske på mange måder. Vi kan læse og studere alle de mange pragtfuldt forskelligartede og indsigtsfulde bøger der findes om døden, dødsøjeblikket, dødsprocessen, om nærdødsoplevelser; om livet efter døden, om forskellige forståelser af døden i forskellige kulturer, religioner, åndelige traditioner.
Vi kan SAMtale om livsforlængende behandling, om forskellen på at dø hjemme, på et hospice, være omgivet af en fremmed Vågekone eller af Familien. Livsvennen. Vi kan udvælge salmer der giver os mening, og fortælle vores nærmeste om hvordan og hvorledes vi helst vil begraves. Om vi vil brændes eller ej, og også gerne en lille snak om Hvorfor egentlig det ene fremfor det andet. Vi kan udfylde Mit Livstestamente. Markere en holdning til organdonation.
Hvordan forlades livet
Mange mennesker håber at de dør uden at de opdager det, typisk i søvne eller ved at falde hurtigt om. Jeg har det modsat: Jeg håber, at jeg kan komme til at dø bevidst og nærværende. Uden for mange smerter til at forstyrre fokus på processen.
Derfor er det heller ikke lige dér, i det moment, jeg vil sige farvel til alle jeg elsker. Jeg er nu heller aldrig nærig med kærlighed i mit hverdagsliv. Så der er ingen fare for, at dem jeg holder af, ikke har hørt om min kærlighed til dem og taknemmelighed over at de findes, i rigt overmål, inden jeg dør. Det er heller ikke lige ved døden, jeg vil have en masse snak. Ingen, der kender mig, vil nok heller tænke at jeg tager herfra og lige mangler at få noget sagt.
Nej, ved døden, der vil jeg være ufattelig taknemmelig for at have en varm hånd at holde fast i, nogle kærlige og ikke-døds-frygtsomme øjne at kunne møde her og der, og ellers tavshed og ro til min indre slippe og rejse proces. Det vil jeg foretrække, som et ideal ønske, fordi jeg er et menneske, der personligt tror, at døden kun repræsenterer et skifte mellem en bevidsthedstilstand og en anden. Således at det kun for alvor er kroppen, der aflægges, der går i opløsning, efterlades.
Jeg kan naturligvis ikke vide om det er sådan. Ligesom ingen for alvor heller kan vide med fuldstændig sikkerhed, at det modsatte gør sig gældende. Men jeg har studeret området – i teori og i praksis – i mt private liv og i mit faglige liv – siden jeg var 15 år gammel og vanvittig dødsangst. Det var jeg også som barn. Helt enormt dødsangst.
I dag, 40 år senere, frygter jeg overhovedet ikke døden. Ej heller frygter jeg at gå igennem angst og smerte mere, fordi jeg ved, at jeg kan håndtere den type tilstande. Derimod er jeg optaget af at forstå, og kunne huske, faserne i den åndelige dødsproces. Der faktisk også er en proces, der åbner for flere potentielle nye muligheder for et åbent bevidst sind.
Det er uhyre Meningsfyldt, og tryghedsskabende, at forholde sig til døden, imens man er klar i hovedet og stadig er i live. Det kan simpelthen ikke anbefales nok. Uanset hvad vi hver for sig forstår derved. Og dybest set intet for alvor ved noget endeligt om, før tiden og dagen oprinder.