En argumenterende refleksion over menneskets natur
Måske er du stødt på begrebet “det vågne menneske” og har undret dig over, hvad det egentlig betyder.
Begrebet refererer til mennesker, der er kommet til den erkendelse, at de er mere end krop og personlighed – mere end det, der aktuelt kan måles, vejes og beskrives videnskabeligt. Det handler ikke om at forkaste psykologi eller naturvidenskab, men om at stille et grundlæggende spørgsmål:
Er vores nuværende menneskeforståelse fuldstændig?
Min påstand er enkel, men konsekvent:
Der eksisterer ikke et egentligt videnskabeligt modsætningsforhold mellem psykologi og sjæl. Modsætningen er metodisk og historisk – ikke ontologisk.
Mennesket som mere end personlighed
I teosofien beskrives mennesket som bestående af krop/personlighed, sjæl og ånd. Dette perspektiv adskiller sig fra moderne psykologi, men står ikke i logisk modsætning til den.
Psykologien beskriver personligheden: tanker, følelser, adfærd, kognition og neurobiologi. Den gør det grundigt og kompetent. Men den siger ikke noget endegyldigt om, hvorfor bevidsthed overhovedet eksisterer, hvorfor mening opleves som et eksistentielt grundvilkår, eller hvorfor mennesket igen og igen søger formål, sammenhæng og transcendens.
Disse spørgsmål ignoreres ikke, fordi de er irrelevante, men fordi de falder uden for den nuværende videnskabelige metodik.
Problemet opstår først, når denne metodiske afgrænsning forveksles med en fuldstændig beskrivelse af virkeligheden.
Psykologiens styrke – og dens begrænsning
Psykologien er funderet i en naturvidenskabelig tradition, hvor det målbare, observerbare og reproducerbare anerkendes som viden. Det er metodisk konsekvent og har skabt enorme fremskridt i forståelsen af menneskets psyke.
Men en metode definerer, hvad der kan undersøges – ikke nødvendigvis, hvad der eksisterer.
At noget endnu ikke kan måles, er ikke det samme som, at det ikke findes. Det betyder alene, at vores begreber, teorier og instrumenter endnu ikke rækker dertil.
Sjælens paradoks
Det er værd at bemærke, at selve ordet psykologi betyder læren om sjælen. Alligevel eksisterer sjælen ikke som et anerkendt begreb i moderne psykologi.
Dette er ikke et bevis på sjælens ikke-eksistens, men et vidnesbyrd om disciplinens historiske udvikling. Psykologien har bevæget sig fra filosofi mod laboratorievidenskab og har undervejs reduceret sit genstandsfelt til det, der kan operationaliseres.
Sjælen er ikke blevet modbevist – den er blevet sat i parentes.
Videnskabens egen historie
Ser man på videnskabens udviklingshistorie, bliver én ting tydelig:
Fænomener eksisterer altid før deres videnskabelige beskrivelser.
Bakterier, elektromagnetiske felter, sorte huller, neuroplasticitet og forbindelsen mellem tarm og hjerne fandtes alle, før vi kunne påvise dem. Videnskabelig erkendelse følger fænomenerne – ikke omvendt.
At hævde, at virkeligheden udelukkende består af det, vi aktuelt kan forklare, er derfor i modstrid med videnskabens egen logik.
Fænomenernes verden
At antage, at mennesket lever i en verden med endnu uafdækkede fænomener, er ikke spekulativt. Det er en rationel konsekvens af al historisk erkendelse.
Tidlige tænkere som Platon arbejdede ud fra en forståelse af sjælen som central for erkendelse og etik. Moderne videnskab har flyttet fokus, men har ikke endegyldigt afkræftet disse perspektiver. Den har blot prioriteret andre spørgsmål.
Sjæl som mere-forståelse
I denne optik er sjælen ikke en konkurrent til psykologien, men et muligt mere-niveau af forståelse.
Psykologien beskriver, hvordan mennesket fungerer.
Sjælebegrebet søger at forstå, hvem mennesket er – og hvorfor.
De to perspektiver besvarer forskellige typer spørgsmål og kan eksistere side om side uden at underminere hinanden.
Et epistemologisk vilkår
Ingen mennesker ved med sikkerhed, at de besidder hele sandheden. Vi tror, vi ved – på baggrund af de begreber og forståelsessystemer, vi har til rådighed.
I den forstand er alle mennesker troende i deres eget videnssystem.
Et åbent udviklingssyn ved dette. Det udelukker derfor ikke fænomener, blot fordi de endnu ikke passer ind i eksisterende teorier. Det undersøger dem – med nysgerrighed frem for afvisning.
Afslutning
Sjælen er ikke uvidenskabelig.
Den er uafsluttet.
At inkludere sjælen som et muligt fænomen er ikke et tilbageskridt fra videnskab, men et skridt i retning af en mere helhedsorienteret forståelse af mennesket.
Spørgsmålet er derfor ikke, om sjælen findes.
Men om vi er villige til at erkende, at vores nuværende forståelse af mennesket endnu ikke er fuldendt.
.. Og derfor arbejder jeg, som videnskabelig skolet psykolog, med sjælen sammen med de mennesker for hvilken det giver dyb mening og gavn.